Jeg - en nørd

Ja, jeg kan jo ligeså godt erkende det. Jeg er lidt af en nørd på mange områder. Det er især inden for sport og film, jeg af og til nørder den.

Sport

Film

Øvrige nørd-områder

 

Sport

Jeg er meget interesseret i sport, mine primære interesser er fodbold, håndbold og cykling. Men jeg følger med i mange andre idrætsgrene, dog lidt mindre intensivt end de førnævnte. Som følge af min norske forbindelse er jeg begyndt at se en del skiskydning! Ikke ligefrem noget typisk dansk, men det er faktisk meget spændende.

I fodbold er jeg fan af Liverpool FC (Champions League mestre 2005!) og FC Midtjylland. (Jeg kommer jo som nævnt fra Ikast) Jeg har været fan af begge hold i mange år, interessen for Liverpool blev vækket i 1980'erne, da bl.a. Jan Mølby spillede for holdet.

I håndbold holder jeg selvfølgelig med Ikast-Bording. Jeg har selv spillet håndbold i Ikast, så jeg har fulgt holdene fra jeg var en syv-otte år gammel.

Kombinationen af min interesse for sport, og min meget systematisk person, deltager jeg ofte i forskellige managerspil på nettet inden for både fodbold, håndbold og cykling. Systematikken med at finde nye spillere og analysere kommende kampe er lige guf for en nørd som mig. Min deltagelse afhænger dog af hvor meget tid jeg har til det.

En tredje helt stor lidenskab inden for sport er cykling. Jeg har fulgt med i Tour de France i ca. femten år, og jeg planlægger gerne sommeren efter touren, hvis det kan lade sig gøre.

 

Film

Jeg holder meget af at se gode film - lige som mange andre. Mine genrer er forskellige, men spændingsfilm ligger nok højest. Sammen med westerns, hvilket fører frem til min største film helt: Clint Eastwood.

Clinten er simpelthen bare for sej, og jeg har det som mål at se alle hans film. (er godt på vej, men mangler stadig nogle)

Jeg har rigtig mange favoritfilm. Nedenfor kan du læse en top-fem inden for forskellige genrer.

Top-fem - Alvorlige film

1. Schindlers liste

2. L.A. Confidential

3. En verden udenfor

4. Seven

5. Der Untergang

 

Top-fem - "useriøse" film

1. Olsen-Banden ser rødt

2. Shrek

3. Frækkere end politiet tillader 1 & 2

4. The Commitments

5. Ocean's Eleven

 

Top-fem Clinten-film

1. The Good, the Bad and the Ugly

2. Dirty Harry

3. De nådesløse

4. Mystic River (som instruktør)

5. The Outlaw Josey Wales

For en ægte film-fan som mig kan man ikke komme uden om The Internet Movie Database, som er i særklasse, hvad angår informationer om film og alt, hvad det medfører.

Øvrige interesser/nørd-områder

En anden stor interesse for mig er musik. Jeg er nok gået lidt i stå midt i halvfemserne mht. til min musiksmag. Til mine favoritkunstnere hører Bruce Springsteen, Dire Straits, tv-2 og Shu-bi-dua. Generelt er jeg mest til rock, men afhængig af humør og stemning kan jeg lytte til de fleste genrer. Dog ikke opera, som jeg aldrig rigtig har fået interesse for.

En anden hobby er madlavning. Sammen med min kæreste holder jeg meget af at afprøve nye opskrifter og lave god og sund mad. Bl.a. er vi ret gode til at lave eksotisk mad i vores wok-pande.

Jeg har en rigtig stor almen viden og efter mange opfordringer meldte jeg mig til deltagelse i Jeopardy, og efter casting blev jeg erklæret egnet til at deltage i programmet. Hvornår det kommer til at ske, vides endnu ikke, men jeg er helt sikkert klar, når indkaldelsen kommer!

 

 

Tilbage til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sitet er sidst opdateret 25. oktober 2005

 

 

 

 

Klik for at komme til forsiden